Hvordan opretter du et testamente?
Det er faktisk ikke så vanskeligt at oprette et testamente, som mange mennesker tror. Ved at dele processen op i tre trin, kan du få et overblik og komme godt i mål.
I princippet kan du selv skrive dit testamente, hvis dine ønsker om din arvs fordeling er meget enkle. Det gælder f.eks. hvis du vil efterlade alt til en bestemt person eller forening. Det er dog vores anbefaling, at man henvender sig til en advokat. Det giver den største sikkerhed for, at ens testamente bliver udformet korrekt, og at man har fået god juridisk rådgivning, så alle forhold er belyst.
Se nedenstående trin til oprettelse af testamente og kom godt i mål.
1. Hvem skal arve dig, og hvad skal de arve
Det allerførste, du skal gøre, når du vil oprette testamente, er at finde ud af, hvem du gerne vil have skal arve dig og hvad de skal arve.
- Lav en liste over, hvem du ønsker der skal arve dig – det kan være både personer og foreninger
- Lav en liste over, hvad de skal arve
- Skal de arve bestemte indboting?
- Skal de arve et bestemt beløb?
- Skal de arve en bestemt procentdel af din formue?
- Skal dine arvingers arv være særeje?
- Hvem skal arve, hvis en af dine arvinger er død før dig
- Hvor vil du begraves – skal der betales for vedligeholdelse af gravsted?
2. Få hjælp til at oprette testamentet
I princippet kan du selv skrive dit testamente, men Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at du får hjælp af en advokat.
Du er velkommen til at kontakte vores arverådgivere på arv@cancer.dk eller på 35 25 77 70, og få svar på generelle spørgsmål om arv og testamente, inden du kontakter din advokat. Vi kan også hjælpe dig med at finde en advokat i dit nærområde, hvis du ikke selv kender en advokat, du vil bruge. Du kan også selv finde frem til en advokat i dit nærområde på www.detgodetestamente.dk/find-advokat/
Vælger du at indsætte Kræftens Bekæmpelse i dit testamente, kan du få tilskud til advokatregningen på op til 5.000 kr. inkl. moms. Læs mere om tilskud til advokatregningen
3. Få testamentet underskrevet hos en notar
Du kan oprette et testamente enten som vidnetestamente eller notartestamente.
Kræftens Bekæmpelse anbefaler helt klart, at du får testamentet oprettet som et notartestamente. Når du vælger et notartestamente, bliver der opbevaret en kopi af det i et centralt arkiv, så du er helt sikker på, at det bliver fundet, når du dør, sådan at dine ønsker bliver opfyldt.
Notaren er en embedsmand i din lokale skifteret. Du kan finde nærmere oplysninger på www.domstol.dk
I forbindelse med underskrivelsen skal du vise dit sundhedskort og billedlegitimation og betale 300 kr. i gebyr.
Få styr på arvereglerne
Uskiftet bo, arveklasser og tvangsarvinger. Find den video, der passer til netop din livssituation og få styr på arvereglerne og hvad du skal være særlig opmærksom på.
Se 10-minutters video