Jeg er frivillig for min datter
Jenny Rasmussen på 92 år har været frivillig i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Randers, siden den åbnede for 30 år siden. Hun mistede selv sin 4-årige datter til leukemi i 1957, og derfor betyder det meget for hende at støtte Kræftens Bekæmpelse gennem sit frivillige arbejde.
- Jeg var lige gået på efterløn, da jeg læste i avisen, at Kræftens Bekæmpelse manglede frivillige til en ny genbrugsbutik i Randers. Jeg vidste med det samme, at jeg ville arbejde for sagen. Vi var 30 frivillige, der startede op sammen i den første butik. Den var noget mindre end den, vi har i dag. Vi havde en fantastisk tid med at bygge butikken op og fik et fantastisk sammenhold både i butikken og privat, mindes Jenny.
Butikken i gågaden solgte tøj, sko, tasker og lidt nips. Og byens borgere tog rigtig godt imod butikken, som Jenny beskriver som ’lidt finere’ end datidens genbrugsbutikker. Kræftens Bekæmpelse Genbrug har fra starten gjort meget ud af at sælge kvalitetsgenbrug i god stand.
I dag praler man jo nærmest med at have gjort et godt genbrugsfund, og de unge er vilde med det.
- Der er sket meget på 30 år. I starten var folk ikke så meget for at indrømme, at de handlede i genbrug. Det var ikke så fint. Men i dag praler man jo nærmest med at have gjort et godt genbrugsfund, og de unge er vilde med det, siger Jenny.
En hjertesag for Jenny
Det er ikke tilfældigt, at Jenny er frivillig i Kræftens Bekæmpelse. Hun har desværre sagt farvel til en stor del af sin familie til kræft i løbet af årene. Som 10-årig mistede hun sin bedstemor, og siden også mostre og morbrødre. Og i 1957 skete det værst tænkelige.
Jennys datter var sløj omkring sin 4-års fødselsdag. Til 4-års-undersøgelsen fandt lægen nogle blå mærker og sendte hende derfor videre til sygehuset for at få taget blodprøver.
- Vi måtte ikke komme med hende. Vi måtte kun besøge hende om onsdagen og om søndagen. Dengang havde man respekt for de hvide kitler. Men at aflevere sin 4-årige pige og høre hende skrige var så forfærdeligt, mindes en bevæget Jenny.
Kort tid efter kunne overlægen fortælle, at Jennys datter havde leukæmi, og at hun desværre ikke ville overleve.
- Hun nåede slet ikke at komme i behandling. Der gik kun 12 dage, fra hun blev syg, til hun døde. Det værste var, at vi ikke fik lov til at være ved hende, da hun var indlagt. At hun lå der alene. Det har jeg rigtig dårlig samvittighed over. Og vi fik ingen hjælp dengang. I dag må forældrene jo godt komme med på hospitalet. Jeg er så lykkelig over, at tiderne har forandret sig, fortæller Jenny.
Derudover har Jenny desværre også måttet sig farvel til sin søster til kræften. Så det betyder rigtig meget at være med til at samle penge ind til forskning og patientstøtte, så hun kan være med til at gøre en forskel for andre. Og netop derfor er Jenny stadig i gang, selv om hendes syn ikke længere er så godt. Og hun har planer om at blive ved, så længe hun kan.
Sammenhold i butikken
- De andre er heldigvis rigtig søde til at tage hensyn til, at jeg ikke helt kan det samme mere. Det sidste års tid har jeg været mest ude bagved, hvor vi sorterer og prismærker varer. Jeg kan desværre ikke rigtig se til at stå i kassen mere, fortæller Jenny.
Foruden at samle ind til sagen, så betyder det tætte kollegaskab også meget for Jenny. Hun har savnet sine dage i butikken meget, mens alt har været lukket ned under corona. Foruden det sociale med de andre frivillige, så har butikken mange stamkunder, som ofte svinger forbi til en sludder og et kig på nye varer. Nogle er kommet der gennem alle årene, fortæller Jenny.
Foruden det sociale med de andre frivillige, så har butikken mange stamkunder, som ofte svinger forbi til en sludder og et kig på nye varer.
En dag jeg aldrig glemmer
Gennem årene har mange ting gjort indtryk på Jenny. Men især en dag står helt klar i hendes hukommelse.
- Der er en begivenhed, jeg aldrig glemmer. En eftermiddag, hvor jeg stod i kassen, kom en ældre dame kom ind og gav mig en kuvert. ’Hvad er det?’ spurgte jeg. ’Prøv at åbne den og se’, sagde hun. Indeni lå der en check. Jeg måtte kigge et par gange og tælle nullerne igen og igen. Det var en check på 100.000 kr. ’Jeg har længe gerne villet skænke Kræftens Bekæmpelse et beløb, og banken synes, at vi skulle lave en direkte overførsel. Men jeg ville selv komme forbi og aflevere den til de søde damer i butikken’, sagde damen. Jeg inviterede hende straks på kaffe i kafferummet, smiler Jenny.
Hvad er det?, spurgte jeg. Prøv at åbne den og se, sagde hun. Indeni lå der en check. Jeg måtte kigge et par gange og tælle nullerne igen og igen.
Tilbage i tiden arrangerede butikken også sine egne modeshows på byens plejehjem, fortæller Jenny, som selv stillede op som model.
- Det blev ret populært, og vi blev også inviteret ud til plejehjem i de omkringliggende byer. Det var et stort arbejde, hvor vi lagde mange kræfter i at sætte outfits sammen, gøre alt klar og køre tingene ud. Men vi solgte også godt, siger Jenny.
Med tiden døde det ud i takt med, at beboerne på plejehjemmene blev dårligere og dårligere.
Har du lyst til at være frivillig?
Har du, eller nogen du kender, lyst til at blive butiksfrivillig ligesom Jenny? Vi kan altid bruge flere frivillige, og alle er velkomne. Tilmeld dig her - så kontakter vi dig.
Bliv frivillig