- Jeg lovede min kone at komme videre med livet
Da Kaj Thomsen for fire år siden mistede sin kone til blodkræft og pludselig blev alene, havde han lovet hende at komme videre med livet. Det løfte har han holdt. Kaj har nemlig ikke alene meldt sig som frivillig i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik og her fået nye kammeratskaber, han har også fået sig en kæreste.
I et dejligt hus oppe bag Hornbæk Plantage bor 82-årige Kaj Thomsen med sin 11-årige hund, Liva. Hver tirsdag og torsdag starter Kaj sin lille Suzuki Swift med Liva logrende ved siden af på passagersædet for sammen at sætte kurs mod Helsingør, hvor Kaj har faste vagter som frivillig i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Prøvestenscenteret.
- Min kone døde 3. maj 2019, og 28. maj samme år startede jeg som frivillig i butikken. Jeg havde været et smut i Harald Nyborg i Prøvestenscenteret, da jeg går forbi Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik og ser et skilt, hvor der står: Møbelhjælper søges, mindes Kaj og fortsætter:
- Jeg gik derind og sagde: Jeg kan ikke bære tunge møbler, men er der andet jeg kan hjælpe med? Så sagde en der hedder Henrik: jeg mangler en i elektronikafdelingen. Og så startede jeg og har fået lov til at tage Liva med.
Kaj mistede sin kone til blodkræft
Kajs kone døde som 75-årig af blodkræft og det var takket være Kajs insisteren på at få hende til lægen, at kræften blev opdaget tilbage i 2017.
- Jeg sad og drak morgenkaffe, da min kone kom ud fra badeværelset og jeg opdagede, at hendes ene ben var dobbelt så tykt som det andet. Hun sagde, at det ikke var noget, men jeg ringede til lægen og samme dag blev hun indlagt på Frederikssund Sygehus og et par dage efter blev hun indlagt på Herlev Hospital, hvor de kunne konstatere, at hun havde leukæmi, mindes Kaj.
Fra Kajs kone blev diagnosticeret med blodkræft i 2017 til hun dør i foråret 2019, kører Kaj hende 131 gange fra Hornbæk til Herlev Hospital og tilbage igen, hvor hun bliver holdt i live ved blandet andet blod og plasma. Og selv om Kaj hele to gange får hende genoplivet, efter episoder hvor hun faldt om, var der til sidst ikke noget at gøre.
- Jeg fik kaldt hende til live ad flere omgange, men sidste gang hun kom på sygehuset, kom hun aldrig hjem igen, fortæller Kaj, som har en baggrund som katastrofehjælper for Danmarks Beredskabsstyrelse og derfor er vant til at yde førstehjælp.
Kammeratskabet har været en stor hjælp
At starte som frivillig i genbrugsbutikken og blive en del af et stærkt fællesskab, hvor man interesserer sig for hinanden, har masse af gode timer i hinandens selskab og samtidig ved, at man gør noget godt for den sygdom, der endte med at tage livet af ens kone, har været en stor hjælp for Kaj.
- Når man pludselig bliver enkemand efter mange års ægteskab, er der tidspunkter hvor man godt kan føle sig lidt alene. Det har været en stor hjælp at komme hen i butikken, udrette noget og tale med de andre frivillige. Vi harmonerer suverænt godt med hinanden. Vi driller hinanden, men vi bekymrer os også for hinanden og spørger til hinanden, siger Kaj.
Især kammeratskabet er noget, der virkelig er kravlet ind under huden på Kaj.
- Kammeratskabet i butikken, er med til at give mig livsgnist og leve videre. Og især mit kammeratskab med Henrik og Niels. Det vil jeg ikke undvære. Jeg har sagt til dem, at de kan lige prøve at holde op, så bliver jeg tosset, slår Kaj fast.
Kajs gode relation til de andre frivillige er ikke gået ubemærket hen.
- Det er altid utroligt hyggeligt og sjovt, når jeg møder Kaj og drengene i elektronikafdelingen. Som så mange af vores frivillige, har de knyttet nye venskaber i forbindelse med deres frivillige arbejde. Det er bare så livsbekræftende, lyder det fra butikkens distriktschef, Kim Steen Carlsen.
Jeg lovede min kone at komme videre med livet
Og netop det med at komme videre med livet, var noget Kaj lovede sin kone, inden hun døde.
- Hun var en stærk kvinde og hun ville have, at jeg skulle leve videre. Det snakkede vi meget om, og det løfte har jeg holdt. Det nytter ikke at sidde inde bag hjemmets fire vægge. Man er nødt til at komme ud og opsøge livet, fortæller Kaj, der er et levende bevis på, at det ikke bare er noget han siger, men i den grad også efterlever.
Udover at melde sig som frivillig i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik og støtte den vigtige sag, så meldte Kaj sig nemlig også som frivillig hos Flyndegårds Venner, et kultur- og naturoplevelsessted i Espergærde, hvor han bl.a. hjælper til med publikumsaktiviteter og forefaldende arbejde hver mandag. Men frivilligindsatsen stopper ikke her.
Kaj har også været frivillig på et plejehjem.
- I fire år var Liva besøgsven på et plejehjem og jeg fulgte med som en slags frivillig og dem jeg lærte at kende, er døde, og til sidst blev det mere og mere trist, så det stoppede vi med. Til gengæld var jeg frivillig til Hornbæk Havnefest i år, fortæller Kaj.
Ny kæreste
Kajs løfte om at komme videre med livet er ikke kun forbeholdt diverse frivilligaktiviteter. Sidste år fandt han nemlig på ny kærligheden.
- For et godt et år siden ringede en gammel ven og sagde: Kaj, jeg har en veninde, som jeg tror er noget for dig. Så mødtes jeg med hende og vi har været kærester lige siden og har det alletiders sammen, sig Kaj smilende.
At Kaj er kommet videre med livet, er også noget hans søn har taget notits af.
- Min søn siger tit, far, det er godt du har en telefon, for så kan jeg få fat i dig. Han er 53 år og har to børn, så jeg er en stolt farfar, lyder det afslutningsvist fra Kaj.
Har du lyst til at blive frivillig?
Kunne du tænkte dig at gøre en forskel for kræftsagen og blive frivillig ligesom Kaj? Vi har brug for flere frivillige, og alle kan være med. Tilmeld dig her - så kontakter vi dig.
Bliv frivillig