Opfølgning efter strubekræft
Efter du er færdig med behandling af strubekræft, bliver du tilbudt at gå til opfølgning i mindst 5 år. Ved opfølgningsbesøgene taler du med lægen om eventuelle symptomer og bliver undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.
Som regel foregår opfølgningen på hospitalet, og oftest er det ambulant. Det vil sige, at du ikke skal indlægges.
Hvor tit er der opfølgningsbesøg?
Det første opfølgningsbesøg ligger som regel 14 dage efter, at strålebehandlingen er afsluttet. Det næste ligger efter yderligere 6 uger, og ved dette besøg vil der som regel være en øre-næse-hals-læge og en kræftlæge med. Sammen vurderer de resultatet af behandlingen.
Efter disse to indledende opfølgningsbesøg vil du blive indkaldt efter 6, 12, 18, 24 måneder og 3, 4 og 5 år efter behandlingen er afsluttet. Hvis der er behov for det, kan du blive indkaldt til flere besøg. Opfølgningsbesøgene giver mulighed for at vurdere følgevirkningerne og resultaterne efter kræftbehandlingen til hjælp for dig og personalet, som skal forbedre behandlingerne fremover.
Hvad sker der ved opfølgningsbesøgene?
Til opfølgningsbesøgene vil lægen ofte:
- Foretage en almen lægeundersøgelse, dvs. se på hvordan du har det generelt
- Kontrollere dit stoma (hvis du har fået et)
- Føle efter på halsen, om der er hævede lymfeknuder, og evt. lave en ultralydsundersøgelse af halsen
- Foretage en kikkertundersøgelse (skopi) for at vurdere, om kræften stadig er væk, eller om der er tegn på, at den er kommet tilbage
- Tage blodprøver, blandt andet for at kontrollere stofskiftet
- Registrere bivirkninger og behandlingsresultatet
- Hvis du har været med i et forsøg, kan der være flere spørgeskemaer eller blodprøver
Det er vigtigt, at du gør lægen opmærksom på nye symptomer eller ændringer, så lægen om muligt kan tilbyde behandling eller lindring.
Blodprøve for at kontrollere skjoldbruskkirtlen
Behandling for strubekræft kan påvirke funktionen af skjoldbruskkirtlen. Derfor vil lægen tage en blodprøve og se, om skjoldbruskkirtlen danner tilstrækkeligt med hormoner. Hvis den ikke gør, kan det være nødvendigt, at du behandles med stofskiftehormon som tabletter.
Behandling af bivirkninger eller senfølger
Opfølgningsbesøgene er en god anledning til, at du tager dine spørgsmål, bekymringer og problemer op. Det kan f.eks. være symptomer, som skyldes gener opstået efter behandlingen, som lægen kan søge at behandle og lindre.
Gode råd om kost, livsstil og hjælpemidler
Ved besøgene kan du også få råd om kost, livsstil og hjælpemidler, hvis du har behov for det. Der kan evt. være behov for henvisning til specialiseret genoptræning eller videre behandling af følgesygdomme i en anden afdeling.
Alkohol og rygning øger risikoen for ny kræft
Hvis du har haft strubekræft, har du en øget risiko for at få en ny type kræft i hoved-hals-området. Risikoen er større, jo mere du ryger, eller jo mere alkohol du drikker.
Derfor vil lægen opfordre til, at du holder op med at ryge og begrænser dit alkoholindtag for at mindske risikoen for at få en ny kræftsygdom.
Bekymring for tilbagefald
Det er helt normalt at være bekymret for tilbagefald efter endt behandling, også selvom blodprøverne og andre undersøgelser ser fine ud.
Bekymringen kan påvirke din hverdag – måske får du svært ved at sove eller får problemer med at huske og koncentrere dig.
Det kan være en hjælp at tale med sygehusafdelingen, din egen læge eller en psykolog. Du kan også få hjælp af Kræftens Bekæmpelse. Vi tilbyder gratis rådgivning, hvor du enten kan møde op i en af vores kræftrådgivninger eller ringe og tale med en rådgiver på Kræftlinjen. Læs mere:
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i arrangementer, kurser samt fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk