Diagnose og stadieinddeling af strubekræft
Diagnosen strubekræft kan først stilles, hvis en vævsprøve har vist, at der er kræftceller til stede. Strubekræft inddeles i stadier alt efter, hvor udbredt sygdommen er. Stadieinddelingen er vigtig for, at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.
Strubekræft kan opstå forskellige steder i struben.
- Cirka 65 pct. af tilfældene opstår på selve stemmebåndene (glottis cancer)
- Cirka 30 pct. af tilfældene opstår over stemmebåndene (supra-glottisk larynxcancer)
- Cirka 5 pct. af tilfældene opstår under stemmebåndene (sub-glottisk larynxcancer)
Strubekræftens placering har betydning
Strubekræftens placering har betydning for, hvor stor risikoen er for, at sygdommen har spredt sig.
Kræft på stemmebåndene (glottis cancer)
Kræft på stemmebåndene kaldes for glottis cancer. 'Glottis' betyder fløjtemundstykke og henviser til rummet mellem stemmebåndene.
Hvis kræften sidder på stemmebåndene, er risikoen for, at den har spredt sig til lymfeknuderne mindre, end hvis den sidder over eller under stemmebåndene. Det skyldes blandt andet, at der næsten ikke er nogle lymfekar omkring stemmebåndene.
Kræft over eller under stemmebåndene
Kræft, der sidder over stemmebåndene, kaldes supra-glottisk larynxcancer, mens kræft, der sidder under stemmebåndene kaldes sub-glottisk larynxcancer.
Strubekræft under stemmebåndene forekommer kun i sjældne tilfælde (ca. 5 pct.).
Stadieinddeling af strubekræft
Strubekræft inddeles i fire stadier. Lægen bruger stadieinddelingen til at vurdere hvilken behandling, der vil have den bedste effekt. Systemet til stadieinddelingen beskriver, hvor udbredt kræften er:
- Stadium I:
Kræften sidder på stemmebåndene. I dette stadium findes sygdommen på det ene eller begge stemmebånd, og stemmebåndene kan bevæge sig frit. - Stadium II:
Kræften er enten vokset ind i stemmebåndenes muskler, så de ikke kan bevæge sig så godt, eller den har bredt sig til området over eller under struben. - Stadium III:
Kræften er enten vokset ind i stemmebåndenes muskler, så de ikke kan bevæge sig, eller er begyndt at brede sig gennem struben eller har spredt sig til halsens lymfeknuder. - Stadium IV:
Kræften har spredt sig gennem brusken i struben eller til områder uden for struben. Kræften kan også have spredt sig til halsens lymfeknuder.
Reaktioner på en kræftdiagnose
For de fleste kommer en kræftdiagnose som et chok – også selvom man måske i et stykke tid har kæmpet med mistanken om noget alvorligt. Det tager tid at forholde sig til det. Både for én selv og for ens pårørende.
Efter at have fået stillet diagnosen er der mange, der føler sig uafklarede og kontroltab. Det kan skabe utryghed samtidig med, at der er mange nye ting, man skal forholde sig til: behandlingen, tilrettelæggelsen af hverdagen, indlæggelserne, ens økonomi og også muligheder for at få hjælp, både fra det offentlige og fra ens netværk. Læs mere:
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i arrangementer, kurser samt fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk