”At skifte plaster er også nærhed”
Line mistede sin kæreste Martin i april 2021. Han døde af kræft i mavesæk og spiserør efter et kort og meget intensivt behandlingsforløb. Martin blev 32 år. Her fortæller Line om rollen som pårørende og om at opleve en større kærlighed, end hun nogensinde troede muligt.
Kort om Line
Line er 32 år og bor i Århus. Hun er uddannet visuel antropolog og arbejder til daglig som kommunikationsmedarbejder på Testrup Højskole.
Line tager imod mig i sin lejlighed i Århus, sammen med sin gode veninde Kristine, som har været en stor støtte for hende de seneste år. Kristine har selv haft kræft og arbejdet som sundhedsantropolog med speciale i unge kræftramte. Hun kender sproget og er ikke bange for at spørge og være i det, der er svært, sammen med Line. Det mærker jeg flere gange undervejs i vores samtale, som en tryghed i rummet, der gør det muligt for os at tale om døden, den store sorg og den tilsvarende store kærlighed.
Når livet er allermest brutalt og sårbart
I februar 2021 vender en kræftdiagnose op og ned på Lines tilværelse. Hendes kæreste Martin har netop afleveret sit bachelorprojekt som arkitektstuderende, og han og Line bor sammen i en lejlighed i latinerkvarteret i Århus. De har været kærester i to år, og Line er ikke i tvivl om, at det er ham, hun skal dele sit liv med. Martin har klaget over mavesmerter siden før jul, men både lægen og det unge par tilskriver maveondet stress og uro over opgaveskrivningen, men en aften opdager de en udbuling på Martins mave og ringer straks til vagtlægen.
”Det er meget skræmmende allerede dér. Jeg kan huske, at jeg ringer til dig” fortæller Line og kigger på Kristine og fortsætter: ”Jeg var så bange for, at det var kræft og for at miste ham. Jeg tænkte katastrofetanker med det samme.”
Dagen efter bliver Martin sendt til undersøgelser på Aarhus Universitetshospital og kommer i et kræftpakkeforløb. Efter de første undersøgelser går det hele meget stærkt. Resultaterne viser, at Martin har kræft i mavesækken og spiserøret, og Martin og Line får også den besked, at kræften er så fremskreden, at Martin kun har kort tid tilbage at leve i.
Det er en voldsom og ubegribelig situation pludselig at stå i, og Line fortæller, hvordan hun og Martin er uden deres nærmeste familie omkring sig den første uge på grund af de daværende corona-restriktioner:
”Det var bare så voldsomt, og jeg kan huske, at jeg følte, at vi var så unge med sådan en byrde alene og flere gange tænkte: hvornår kommer der en voksen?”
På det tidspunkt er Line er 31 år og Martin 32, og Line fortæller om den pårørenderolle, hun bliver kastet ind i: ”Det var meget angstfuldt, men jeg var nødt til at insistere. Jeg smed alle hæmninger og spurgte personalet igen og igen, hvis der var noget, jeg synes var vigtigt. Indtil jeg fik svar. Jeg var nødt til at tage den rolle på mig.”
Martin er indlagt i omkring to måneder, hvor Line og Martins mor skiftes til at være indlagt sammen med ham. Martin har også to dage hjemme i lejligheden, hvor Line passer ham, indtil de til sidst flytter på hospice. Martin og Line når at være på hospice i en uge, inden Martin dør den 6. april 2021.
Vi er stille lidt. Indtil Line bryder tavsheden og sætter ord på livet, når det er allermest brutalt og sårbart:
”Selvom jeg følte angst og havde mest lyst til at bryde sammen, så hjalp det ham jo ikke. Jeg fokuserede på at få skabt noget normalitet og en rolig stemning omkring ham. Han var selv meget rolig, jeg har aldrig mødt så sejt og stærkt et menneske. Han kæmpede og var positiv og kunne joke i de mest akutte situationer. Hans stemning smittede jo også af på os andre.”
Det er de små ting, der gør en forskel
Line er den, der holder styr på det praktiske omkring Martins behandlingsforløb. Hun laver et ringbind til patientvejledning, recepter og så videre, og hun skriver dagbog i form af korte nedslag om den daglige gang på hospitalet med både lægernes beskeder og de små, fine stunder med besøg fra familie og venner eller en særlig god sygeplejerske. Det bliver en måde at skabe struktur og holde sammen på dagene, der ellers flyder sammen.
Line rejser sig, finder ringbindet og dagbogen frem fra en reol bag os og bladrer lidt i begge og sætter ord på de følelser, der dukker op:
”Det er lidt voldsomt at se alle de der tal og beskeder fra lægerne. Så kan jeg helt fornemme den hverdag, vi var i. Det lyder måske banalt, men det er de små hverdagsting, der gør en forskel. At få besøg af venner eller en sød sygeplejerske og tale om noget normalt. Det er så vigtigt at have folk til at komme og give værdi til ens liv, når det er så sprængt i stykker – at have nogle ekstra pårørende, som kommer med ny energi. Man bliver så træt.”
Kærlighedens skjold
Line og Martin er gode til at tale sammen om, hvordan de har det, og hvad de hver især har brug for. Det er vigtigt for Martin at bevare sin selvstændighed igennem det hele og have en eller anden form for kontrol, fortæller Line, der sammen med Martins mor finder frem til en særlig nænsom måde at tale på, når de er sammen med Martin:
”Vi var meget opmærksomme på den der balance mellem at hjælpe og overtage, for eksempel hvis jeg skulle hjælpe ham med at tage tøj på, så skulle jeg ikke bare gå i gang med at finde det hele frem og ordne. Det var ham, der skulle sige det først: Vil I hjælpe mig med det her? Ellers ville vi komme til at overtage, og han ville føle sig umyndiggjort.”
Line kalder det kærlighedens skjold. Det var en sygeplejerske, der fortalte Line om den måde, vi mennesker skåner hinanden på i krisetider, som måske kan være lidt kunstig, men vi gør det i kærlighed og for at sikre den bedste tid og de bedste omstændigheder:
”Man kan meget nemt føle, at patienten har det værst og tilsidesætte sig selv, og det gjorde jeg da også. Det er svært at løse. Og i den akutte fase er man nødt til det, men i længden skal man finde en balance, nogle andre måder at gøre det på. Ellers går man ned.”