Antistofbehandling ved Waldenströms makroglobulinæmi
Der findes flere behandlingsformer af Waldenströms makroglobulinæmi afhængigt af, hvor syg man er, og hvad man kan tåle.
Antistofbehandling er særlig effektiv, når den kombineres med kemoterapi
Lægen kan vælge mellem flere typer kombinationsbehandling. De mest brugte antistof-kemoterapi kombinationer er anført nedenfor.
- Rituximab – Cyklofosfamid – Dexametason (± Bortezomib)
- Rituximab – Bendamustin
- Rituximab – Bortezomib – Dexametason (kemofrit regime)
- Rituximab – Fludarabin – Cyklofosfamid (sjældent brugt pga. bivirkninger)
- Rituximab ± Chlorambucil (til svækkede og ofte de ældste)
- Rituximab ± Ibrutinib (til patienter som ikke tåler kemoterapi eller ved hurtig tilbagefald af tidligere behandling)
(± betyder, at stoffet nogle gange er med, andre gange ikke)
Antistofbehandling med rituximab
Lægemidlet rituximab (MabThera®) er en nyere form for behandling, som først rigtig er kommet i anvendelse inden for de sidste 10-15 år. Rituximab er et antistof rettet mod de syge celler. Antistoffet kan enten bruges alene eller sammen med kemoterapi.
Når man får rituximab sammen med kemoterapi, virker behandlingen bedre.
Man får altid rituximab i en blodåre (intravenøst) den første gang, mens der bliver holdt øje med puls og blodtryk. Det bliver der, fordi nogle patienter får allergiske symptomer. Man kan dog sagtens få behandlingen uden at blive indlagt.
Før behandlingen med rituximab får man en forbehandling med lægemidler, som skal dæmpe risikoen for allergiske reaktioner. Til de få patienter, som reagerer på rituximab trods forbehandlingen, kan lægen forsøge at anvende andre antistoffer (ofatumumab eller evt. obinutuzumab), som hos nogle patienter kan tåles bedre.
Patienter, som tåler rituximab intravenøst uden problemer i første behandlingsserie, kan få behandlingen sprøjtet ind i underhuden (subkutant) fra anden serie. Bivirkningsfrekvensen er mindre, og man er færdig efter en halv time modsat to timer ved intravenøs behandling. Den subkutane behandling er prisafhængig og tilbydes derfor ikke altid alle steder.
IgM-værdien i blodet kan stige efter behandling med rituximab
Kort efter hver behandling med rituximab kan der ske en kortvarig stigning i IgM-niveauet i blodet, som dog i nogle tilfælde kan holde sig i op til 6 uger. Dette har betydning, når man har meget høje IgM-niveauer ved start af behandling, for blodets tykhedsgrad kan øges så meget, at det kan give symptomer med risiko for påvirkning af synet, blødningstendens og hjertesvigt (hyperviskocitetssymptomer). Hos patienter med nervepåvirkning kan føleforstyrrelserne derfor kortvarigt blive værre, selvom behandlingen virker, som den skal.
I sådanne situationer vil man få behandling med bendamustin og/eller bortezomib, så indholdet af IgM i blodet falder, og rituximab udskydes til anden eller tredje behandlingsserie, når IgM-niveauet er faldet tilfredsstillende.
Plasmaferese, hvor blodplasmaet udskiftes to til tre dage i træk, kan nogle gange være nødvendig for at sænke blodets tykhedsgrad, så behandling herefter kan gives (med eller uden rituximab).