Symptomer på Waldenströms makroglobulinæmi
Symptomer på Waldenströms makroglobulinæmi kan være træthed, at man hurtigere bliver forpustet, øget blødningstendens, tågesyn, svimmelhed, hovedpine og åndenød.
Hos patienter med Waldenströms sygdom laver kroppen for mange LP-celler. LP-celler er B-lymfocytter, som er på vej til at blive antistofproducerende plasmaceller. Det er disse celler, der er kræftcellerne ved Waldenströms makroglobulinæmi.
LP-cellerne laver et antistof (immunglobulin) af typen IgM, kaldet M-komponenten. Det kan være virkningsløst, men det kan også ødelægge de røde blodlegemer eller blodpladerne (hæmolyse eller ITP), give blodkarsbetændelse (vaskulitis) eller føre til, at blodet bliver for tykt (hyperviskocitet).
Kræftcellerne samler sig i knoglemarven, hvor de kan overtage kontrollen over de normale knoglemarvsceller. Det kan give nedsat blodprocent (anæmi) eller nedsat blodpladetal (trombocytopeni).
Blodmangel og nedsat blodpladetal
Hvis sygdommen udvikler sig, vil man ofte få en langsomt faldende blodprocent, som kan vise sig ved tiltagende træthed, bleghed, og at man hurtigere bliver forpustet ved anstrengelser som at gå på trapper og ved motion.
Det skyldes, at knoglemarvens normale celler ikke kan få plads til at danne de nødvendige blodceller. Det kan også få blodpladetallet til at falde, men dog sjældent så meget, at det i sig selv giver alvorlige blødningssymptomer.
En meget høj IgM værdi i blodet kan give øget blødningstendens, uden at blodpladetallet nødvendigvis er nedsat. Årsagen er, at M-komponenten ’fanger’ blodpladerne inde i blodstrømmen. Det betyder, at man nemmere får næseblod, røde pletter og blå mærker.
Vægttab og feber ses sjældent ved Waldenströms makroglobulinæmi
Feber og vægttab kan også ses ved mere fremskreden sygdom. Feber kan opstå på grund af infektion. Infektion kan skyldes mangel på de normale hvide blodlegemer efter kemoterapi. Det kan også skyldes mangel på de normale antistoffer, der skal beskytte mod infektion.
Waldenströms sygdom giver nogle gange en nedsat evne til at danne normale antistoffer. Både hvis man hyppigere får infektioner, eller hvis man har feber uden kendt grund, er det vigtigt hurtigt at blive vurderet af en læge. Det er det, fordi man i mange tilfælde bør have antibiotika for at forhindre en infektion i at blive alvorlig.
Tågesyn, nedsat hørelse, hovedpine og åndenød fordi blodplasmaet bliver tyktflydende
Det IgM antistof (også kaldes M-komponenten), som LP-cellerne (kræftcellerne) producerer, kan optræde i så stor mængde i blodet, at blodplasmaet bliver tyktflydende. Det kan give nervebetændelsesgener, tågesyn, svimmelhed, hovedpine og åndenød.
Symptomerne skyldes nedsat gennemstrømning af blodet i de små blodkar i øjets nethinde, i hjernen (og nervevæv generelt) samt i lungerne. I sjældne tilfælde kan det medføre forvirring (konfusion) på grund af dårlig blodgennemstrømning i hjernen. Det kan måles i en blodprøve (plasmaviskositeten), om blodplasmaet er ved at blive så tyktflydende, at det kan give symptomer (såkaldt hyperviskositet).
Forstørrede lymfeknuder, milt eller lever
Kræftcellerne i knoglemarven kan hos cirka 20-25 pct. også brede sig i lymfeknuderne og milten (og i meget sjældne tilfælde i leveren).
Det kan medføre forstørrede lymfeknuder og milt. En forstørret milt kan give fornemmelser af trykken i maven. I sjældne tilfælde kan en forstørret milt bevirke faldende blodprocent, fordi de røde blodlegemer ødelægges i milten (hæmolyse).
Føleforstyrrelser (nervebetændelse)
Antistoffet IgM kan bindes til nervetråde og give føleforstyrrelser. Symptomerne starter ofte som snurrende fornemmelser i fødder og underben. Det kan også give rysten på hænderne.
I nogle tilfælde bliver nervepåvirkningen så kraftig, at de nervetråde, som regulerer vores musklers aktivitet (de motoriske nervetråde), også bliver påvirket. Det vil give nedsat kraft i ben og arme.
Nervepåvirkning med føleforstyrrelser ses hos op mod 20 pct. af patienter. Symptomerne kan være så generende, at de skal behandles - også selvom sygdommen måske ikke ellers kræver behandling.
Desværre er det ikke altid muligt at behandle nervebetændelsen effektivt med lægemidler rettet mod Waldenströms sygdom. Det er dog i mange tilfælde muligt at dæmpe symptomerne så meget ved brug af træning/fysioterapi og smertestillende midler, at hverdagen er tålelig.