Væske fra brystvorten
Har du udflåd fra brystet, bør du gå til læge og blive nærmere undersøgt - uanset om du er mand eller kvinde.
Væske fra brystvorten, når man ikke ammer eller er gravid, kan være et symptom på kræft. Det kan dog også skyldes betændelse eller andre sygdomme i brystet.
Væsken kan enten være tyktflydende, klistret eller vandig. Farven kan variere fra gul og grøn til brun eller blodig, eller der kan være tale om klar væske.
Væsken kan enten løbe af sig selv eller fremprovokeres, ved at man klemmer om brystet.
Både kvinder og mænd
Symptomet rammer hovedsagligt kvinder, men mænd kan også opleve væske fra brystvorterne.
Som regel er væske fra brystvorten ikke tegn på alvorlig sygdom, men blot en del af brystets normale fysiologiske funktion. Hvis det er tilfældet, forsvinder symptomet af sig selv igen.
Andre symptomer på brystkræft
Udflåd fra brystet er kun i sjældne tilfælde det eneste symptom på kræft. Vær særlig opmærksom på væske på brystet, hvis:
- Du er kvinde og efter overgangsalderen
- Der er en knude i brystet
- Væsken er blodig
- Væsken kun kommer fra den ene brystvorte
Disse symptomer kan være tegn på brystkræft – både hos kvinder og mænd – og derfor er det vigtigt at søge læge og blive undersøgt.
Henvisning til undersøgelser
Er væske fra brystvorten det eneste symptom, du oplever, skal din egen læge henvise dig til en undersøgelse, som skal laves inden for en måned.
Har du flere symptomer på brystkræft, skal du henvises til en såkaldt kræftpakke.