Hjælpemidler i boligen
Hvis du på grund af din kræftsygdom får en varig nedsat funktionsevne, kan kommunen yde hjælp til indretning af din bolig, så den bliver bedre egnet til dig og dine behov. Du kan også søge om hjælp hos kommunen, hvis du har behov for hjælpemidler på grund af din nedsatte funktionsevne.
Særlig ændring af din bolig
Hvis din funktionsevne er varigt nedsat, kan kommunen yde hjælp til indretning af din bolig, så den bliver bedre egnet til dig og dine behov. Der kan f.eks. være tale om særlig indretning af badeværelser, fjernelse af dørtrin, installering af kørestolsramper m.v. I ganske særlige tilfælde kan man få hjælp til at få dækket udgifterne til at fremskaffelse en mere egnet bolig.
Du kan søge hjælp til boligændring i din kommune, og den ydes uafhængig af økonomiske forhold. Kommunen yder ikke hjælp til at ændre boligen tilbage igen i forbindelse med flytning eller dødsfald.
Hjælpemidler
Hvis du får en varig nedsat funktionsevne på grund af din kræftsygdom, kan det betyde, at du får behov for hjælpemidler i din hverdag. Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler:
- Hvis det i væsentlig grad kan lette din dagligdag
- Hvis det er nødvendigt i dit arbejdsliv
- Hvis det kan afhjælpe dine varige følger, af din nedsatte funktionsevne
Et hjælpemiddel kan være mange forskellige ting, f.eks. brystproteser, materiale til stomi, kørestol, rollator, hospitalsseng eller et nødkaldeapparat. Lånte materialer som kørestol, rollator og hospitalsseng skal afleveres tilbage, når det ikke længere skal bruges. Det gælder dog ikke personlige hjælpemidler som f.eks. brystproteser.
Du skal søge kommunen om hjælpemidler inden du selv køber det
Dine økonomiske forhold har ingen betydning for, om hjælpemidlet kan bevilges, men der ydes ikke hjælp, hvis hjælpemidlet er købt, inden bevillingen er givet givet – du skal derfor altid ansøge om et hjælpemiddel, før du køber det. . I nogle tilfælde får du lov at låne hjælpemidlet, i andre tilfælde får du det.
Når der er tale om personlige hjælpemidler som fodtøj, proteser, parykker m.v., kan man selv købe hjælpemidlet hos den leverandør, man ønsker, efter det er godkendt af kommunen. Kommunen refunderer prisen med et beløb, der svarer til udgiften hos kommunens egen leverandør.
Du kan ansøge om hjælpemidler på borger.dk:
Handicapmidler, forbrugsgoder og boligindretning
Du kan derudover læse mere om tilskud til paryk og brystprotese her:
Ekstra hjælpemidler til din hverdag (forbrugsgoder)
Du kan få et tilskud til visse forbrugsgoder, hvis du har en varig nedsat funktionsevne. Kommunen skal give tilskud hvis det i væsentlig grad:
- Kan afhjælpe dig
- Kan lette din dagligdag
- Er nødvendigt for at du kan udøve dit erhverv
Du kan ikke få tilskud til ting som normalt indgår i sædvanligt indbo (fx seng, telefon mv.) Der ydes kun støtte til forbrugsgoder der koster mere end 500 kr.
Hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, betaler kommunen anskaffelsesudgiften eller yder hjælpen som udlån.
Kontakt din egen kommune for at få nærmere oplysninger.