Ni centimeter lang tumor
Samme aften ankommer de til Rigshospitalet, hvor Hollie skal CT-scannes.
- Jeg kan huske, at jeg tænker, de stadig tager fejl – og de skal i hvert fald ikke putte hende ind i stor scanningsmaskine uden grund. Men jeg får igen ikke sagt noget højt. Alt er inde i mig selv. Det er som om, jeg ikke kan få ordene ud. Vi følger bare så godt med, som vi kan, fortæller Katrine.
Men lægerne tager ikke fejl. Omme i Hollies rygsøjle, øverst oppe ved nakken, sidder en stor tumor på ni gange syv centimeter, som trykker på både hjerte, lunger og nerver. Trykket er så stort, at Hollie er lammet fra underlivet og ned – og lægerne ved endnu ikke, om det er en permanent situation - og om de kan redde nerverne, der sidder i klemme.
I skal forberede jer på et langt og hårdt forløb, lyder beskeden.
Den nat ligger de alle tre tæt sammen på madrasserne, som de har trukket ned på gulvet. Hverken Katrine eller Kim lukker et øje. For tankerne kører bare i ring: Har hun virkelig kræft? Overlever hun? Mente lægen virkelig, at hun måske ikke kommer til at gå igen?
Genstridige kræftceller
Den type kræft, som Hollie, har hedder Neuroblastom. Hvert år konstateres sygdommen hos 8-10 børn og unge under 18 år i Danmark. Det er ofte børn under 5 år, der får neuroblastom, og i nogle tilfælde kan det være medfødt. Hollie er formentlig også født med sygdommen.
Det forklarer lægen. Han fortæller også Katrine og Kim, at lige netop den type kræftceller desværre er kendt for at være genstridige – og at Hollie derfor skal have en særlig kombination af to slags kemobehandlinger. Det er en målrettet behandling, der i al sin enkelhed går ud på at forvirre kræftcellerne så meget, at de til sidst æder sig selv – og en behandling som lægerne forventer virker effektivt.
- Det er så vildt at gå fra at have tanker om at miste sit barn til at høre, at de forventer, hun klarer den. Vi var så lettede. Vi vidste jo godt, at der var meget lang vej forude, men skuldrene røg lige fem centimeter længere ned, fortæller Katrine.
Som spået virker behandlingen godt. Faktisk over al forventning. I den næste halvanden måneds tid skrumper tumoren markant.
- Det var så tydeligt at mærke på Hollie. Hun blev et helt andet barn. Glad og i højt humør på trods af, at hun stadig var ret syg. Jeg kan slet ikke holde tanken ud, men tænk på, hvor ondt det må have gjort, siger Katrine.
Flere gange om dagen bliver Hollies følesans i fødderne testet. For selvom tumoren skrumper, er hun til en start stadig lammet i benene. Når lægerne prikker med en nål under tæerne, er der ingen respons.
- I ren desperation havde jeg lyst til at flå hendes tånegle af bare for at få en lille reaktion. I de dage drømte jeg hver nat, at hun lå og sparkede med benene, men når jeg vågnede om morgenen, lå hun stadig i akkurat samme position, som da jeg havde puttet hende, forklarer Katrine.
Men så sker der noget:
- En tidlig morgen forsøger Hollie at sætte sig op i sengen. Hun bruger sin krop på en måde, hun ikke har kunnet før. Tårerne triller bare ned ad kinderne på mig, mens jeg forsøger at vække Kim, der sover i sengen ved siden af, fortæller Katrine.
Et lille mirakel
Det er med blandede følelser, at Katrine pakker taskerne inde på stuen, hvor de har været indlagt de sidste 98 dage. Nu skal de hjem. På den ene side glæder hun sig til at komme hjem, så de alle fire kan være samlet igen.
- For det har været rigtig hårdt. Ikke mindst for Tinka, som har manglet en af os i alle de dage. Undervejs skiftedes vi til at lave noget med hende, så hun mærkede alvoren mindst mulig, men det var bare ikke det samme, fortæller Katrine.
På den anden side er hun skrækslagen. For det betyder også, at de selv skal stå for behandlingen derhjemme. Hvad nu hvis de gør noget forkert?
Heldigvis går det rigtig godt, og langsomt bliver det hverdag at give kemotabletter og rense sonder imellem madlavning, madpakker - og alle de andre praktiske gøremål med en storesøster i børnehavealderen.
I den periode derhjemme udvikler Hollie sig rigtig meget både sprogligt og også fysisk. Hun har mange flere ord og viser tegn til at krybe og kravle. På sygehuset er fysioterapeuterne næsten ved at vælte bagover af begejstring. Straks går de i gang med at sammensætte et nyt genoptræningsprogram, der kan støtte hendes udvikling. Så må hun vise, hvor det skal føre hende hen, siger de.
Noget tid efter begynder hun at stille sig op ad alle møbler, og en fredag eftermiddag på stuegulvet derhjemme, tager hun sine første skridt med storesøster i hånden.
- Se mor: Hollie går! råber Tinka af sine lungers fulde kraft.
Da lægen ser samme syn til kontrol ugen efter, smiler han stort:
- Et lille mirakel, siger han så.