Viden om røg og nikotin
Rygning er den største årsag til kræft i Danmark, og hvert år mister ca. 16.000 danskere livet på grund af rygning. Nikotin er yderst afhængighedsskabende og er også skadeligt for helbredet - særligt for unge.
Hvad gør nikotin ved kroppen?
Når man bruger produkter med nikotin påvirkes den kemisk balance i hjernen, og det kan give en følelse af velbehag. Men nikotin er skadeligt og stærkt afhængighedsskabende og bliver hurtigt en forudsætning for at opnå det velvære, man før kunne opnå uden nikotin. Afhængigheden forstærkes hver gang, man bruger produkterne, og for de fleste bliver det meget svært at slippe dem igen.
De seneste år er der kommet en række nye nikotinprodukter på markedet. Det gælder blandt andet nikotinposer, som også kaldes snus og e-cigaretter, som også kaldes vapes. De mest anvendte produkter blandt unge er cigaretter, snus og vapes.
Hvorfor bruger unge røg- og nikotinprodukter?
Børn og unge spejler sig i de mennesker, den kultur og de normer, de møder i deres hverdag - det gælder også rygning og nikotinprodukter. Når børn ser voksne ryge, vape eller tage snus, får de et indtryk af, at det er en normal del af voksenlivet.
Rygning eller nikotinforbrug blandt familiemedlemmer og venner kan være afgørende for, om børn og unge selv begynder.
Men påvirkningen kan også komme fra influencere, musikere, skuespillere eller fra voksne rollemodeller, som de unge møder i deres hverdag ‒ fx lærere, pædagoger eller trænere, der ryger, vaper eller tager snus.
Regler og rammer har også stor betydning for, om unge begynder at ryge. Pris, markedsføring, tilgængelighed og røgfri miljøer spiller derfor også en rolle.