Standardsvar til drikkepres
Selv om Katrine ikke savner alkohol, kan hun stadig opleve, at nogle kigger skævt til hende, når hun siger nej tak til alkohol i sociale situationer.
- Jeg har prøvet at drikke en høflig genstand for bare at undgå, at nogen kommenterede på, at jeg ikke drikker. Men det er vildt, at man behøver gøre det. Vi indtager jo ikke andre ting, hvor man føler sig nødsaget til det. Det er særligt, når jeg møder nye mennesker, eller fx når der er julefrokost på arbejdet. Så kan jeg godt få en kommentar, om jeg er gravid, fordi jeg ikke drikker noget.
De reaktioner er Katrine efterhånden vant til. Så for at festen ikke skal ende med at handle om hendes fravalg af alkohol, forbereder hun standardsvar og hvordan hun kan styre samtalen andre steder hen end på hendes manglende vin i glasset.
- For mig handler det ikke om, at jeg prædiker afholdenhed. Det er på ingen måde min identitet, at jeg ikke drikker alkohol. Men jeg ville ønske, at andre var ligeglade med, hvad der er i mit glas, lige såvel som jeg er med, hvad der er i deres glas.