Strålebehandling af lymfeknuderne langs brystbenet forbedrer overlevelsen.
Strålebehandling af lymfeknuderne langs brystbenet øger overlevelsen hos kvinder med høj risiko for tilbagefald af brystkræft. Det viser en ny landsdækkende undersøgelse fra Dansk Brystkræft Gruppe (DBCG), som Kræftens Bekæmpelse har støttet.
Overlevelsen er 4,2 pct. højere hos kvinder, der har fået strålebehandling af de såkaldt parasternale lymfeknuder langs brystbenet, sammenlignet med dem, der ikke har. Undersøgelsen omfatter godt 4.500 kvinder, der fik strålebehandling efter en operation for brystkræft i perioden 2007-2014.
Samtidig viser undersøgelsen, at risikoen for hjertebivirkninger er meget lille, hvilket man tidligere har været bekymret for.
- Vores resultater bekræfter, at strålebehandling af de parasternale lymfeknuder er både effektiv og sikker for kvinder med høj risiko for tilbagefald af brystkræft. Resultaterne kan også bidrage til at ændre retningslinjerne i andre lande, hvor man er mere tilbageholdende med behandlingen, siger studiets førsteforfatter Anders W. Mølby Nielsen.
Han er læge og ph.d.-studerende på Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital.
Hjertet ligger tæt på venstre bryst
Strålebehandling er en balancegang mellem at slå kræftceller ihjel og undgå at ramme det raske væv, da det kan føre til bivirkninger. Især har man været bekymret for at skade hjertet ved at give strålebehandling, og især parasternal strålebehandling, efter operation for kræft i venstre bryst, fordi det ligger tæt på hjertet.
Ved årtusindeskiftet vidste man, at strålebehandling efter operation for brystkræft var gavnligt for kvinder med høj risiko for tilbagefald, men ikke om det var nødvendigt at inddrage de parasternale lymfeknuder i strålefeltet. Derfor indførte DBCG i 2003 en ny retningslinje, som kun gav parasternal strålebehandling til kvinder med kræft i højre bryst, både for at skåne hjertet, men også for at undersøge effekten af behandlingen.
I 2014 blev retningslinjerne igen ændret, så alle kvinder med høj risiko for tilbagefald nu tilbydes strålebehandling af de parasternale lymfeknuder. Det besluttede eksperterne i DBCG, efter at en undersøgelse af de kvinder, der fik behandlingen i 2003-07 viste gode resultater.
Ny medicin og ny teknologi
Undersøgelse og behandling af brystkræft har gennemgået en lang række forbedringer de seneste mange år, hvilket har forbedret overlevelsen for brystkræftpatienter.
- Dette har gjort, at man især i udlandet har betvivlet nødvendigheden af parasternal strålebehandling. Men vores undersøgelse slår fast, at det gør en forskel for kvinderne, forklarer Anders W. Mølby Nielsen.
Mindre risiko for hjertet
Inden for strålebehandling er der sket store tekniske fremskridt, som betyder, at risikoen for at skade hjertet er stærkt formindsket. Især har overgangen til CT-baseret strålebehandling gjort det muligt at planlægge behandlingen langt mere præcist og tilpasset den enkelte patient.
Anders W. Mølby Nielsen nævner også ’gating’ som en forbedring. Det er en teknik, hvor patienten holder vejret og på den måde skubber det område, der skal bestråles, væk fra hjertet.
- Patienten tager en dyb indånding og holder vejret, og på den måde kan vi bestråle de parasternale lymfeknuder, med mindst mulig risiko for, at der kommer en ekstra dosis stråler til hjertet, forklarer Anders W. Mølby Nielsen.
Det nye studie er offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift The Lancet Regional Health - Europe.
Find resultaterne her: Nielsen A. W. M et al: Internal mammary node irradiation in 4541 node-positive breast cancer patients treated with newer systemic therapies and 3D-based radiotherapy (DBCG IMN2): a prospective, nationwide, population-based cohort study, The Lancet Regional Health - Europe, 2024, 101160, ISSN 2666-7762, https://doi.org/10.1016/j.lanepe.2024.101160.